Sabah, Borneo 2003

 

Vi landede med en god gang jetlag i Kota Kinabalu efter en laang flyvetur via både Bangkok og Brunei. Fandt et sløjt sted at bo på – men fik dog der arrangeret vores næste par dages tur til toppen Mt. Kota Kinabalu i næten 4.100 meters højde - Sydøst Asiens højeste bjerg. Allerede dagen efter begav vi os den korte tur til foden af bjerget, og tilbragte resten af dagen og natten der, i selve hovedcampen inden vi næste morgen med vores guide begav os opad. Det var en hård tur hvor det kun gik op og op. På trods af den frodige regnskov vi startede i så vi ikke mange dyr. Om eftermiddagen nåede Laban Rata restcamp i ca. 3.350 meters højde i silende regn. På et tidspunkt var der tale om at turen til toppen næste mogen ville aflyses pga. for meget regn. Her tilbragte vi så eftermiddagen med at spise og drikke inden vi gik tidligt i seng. Vi sov i små træhytter med køjesenge, og det var meget begrænset med søvn man fik da det var koldt til trods for vi sov med alt tøjet på. Kl. 02:00 var det op og på farten igen så vi kunne nå toppen inden solopgangen.

 

 

Det regnede stadig da vi begynde den sidste opstigning og Tina havde meget svært ved at se det sjove i at fortsætte – men hun valgte heldigvis at fortsætte (hvilket hun nok er glad for her bagefter). Kort før solopgang nåede vi endelig toppen – desværre var det ikke nogen fantastisk solopgang vi blev vidner til, da skyerne lå som en tung dyne under os. Men det var temmelig overskyet, men en fed fornemmelse at stå der, og utroligt så hurtigt man glemmer hvor hårdt det var at komme derop.

 

 

 

 

Efter en lille times tid på toppen med de obligatoriske billeder veloverstået gik turen nedad igen. Den første del af turen gik let og vi nåede snart Rest campén hvor vi igen gjorde hvil og fik lidt af spise. Derefter gik det ned igennem regnskoven – denne del var utrolig hård for benene og især vores dårlige knæ, og den var helt gal med Tinas knæ. Vi nåede dog langt om længe tilbage til foden – hvor vi fik vores velfortjente diplom! Vi tog straks bussen videre til de nærliggende varme kilder ved Porring Hot Springs. Temmelig belejligt for ens ømme muskler at have varme kilder liggende så tæt på. Stedet var ikke det helt store sus, men OK til at slappe lidt af på.
 
Næste morgen tog vi bussen på tværs af staten til Sepilok Orangutang Rehabilitation Center tæt ved Sandakan. Ovenpå et skodhostel i Kota Kinabalu, 2 nætter på bjerget og 1 på et hostel ved Porring mente Tina bestemt at det var tid til at bo godt, så vi bookede os ind på Sepilok Jungle Resort´s executive room (det viste sig ikke at være særlig dyrt). Men lækket med lidt privacy, aircon og en teresse med udsigt til den flotte have. Vi tog dog straks ud til rehabiliterings centeret for at se nærmere på de rødhåret aber.

 

 

Formålet med stedet er at lære orangutangerne at klare sig selv i naturen. Orangutangerne er ikke i fangeskab – de kan bevæge sig så langt væk/ind i regnskoven som de vil, men hver dag ligger de frugter ud til dem, så de aber der ikke har været i stand til at finde mad selv, kan kommer tilbage for at spise der. For ikke undgå at de altid kommer tilbage, er det altid de samme slags frugter der bliver lagt ud, dermed prøver de at gøre det knap så attraktivt for orangutangerne. Derude så vi 2 små orangutanger der tilsyneladende lige var sluppet ud, for de følte sig vist mest trygge hos dyrepasseren... sødt! Vi så desuden et par andre orangutanger der lagde vejen forbi, samt nogle marakatte der også havde lært hvor der var ”gratis” mad et hente.

Vi blev næste dag kørt ind til kajen i Sandakan hvor en båd skulle tage os ud til Selingan eller Turtle Island. En smuk sejltur på et par timer bragte os frem til denne lille paradisø med kridvidt sandstrand.

 

 

Vi fik anvist en simpel, men pæn hytte, og så havde vi hele dagen på øen til at snorkle, bade og sole – der var heller ikke meget andet at lave. Man kunne vel gå rundt om øen på mindre end 30 minutter. Efter mørkets frembrud er det ikke tilladt at gå rundt på øen, da det kan skræmme skildpadderne væk, så vi blev alle samlet oppe i restaurenten ved hovedbygningen. Mens vi fik aftensmad ventede og håbede vi så på at der ville ske noget nede på stranden. Kl. 21:00 kom en ”ranger” ind og fortalte os at en havskildpadde var gået i land og var begyndt at lægge sine æg. Vi begav os alle hurtigt afsted, og der lå den så og havde gravet et fint hul i sandet og var begyndt at lægge sine æg. Skildpadden går i en form for trance når æglægningen starter og derfor registrerer den ikke os som stod og gloede på den. For at beskytte æggene, samlede de ansatte dem op i en spand og gravede dem ned i en indhegnet rede, så fugle, firben mm ikke kan komme til dem. Der får de så lov til at ligge inden de udklækkes. Da vi havde gravet de nye æg ned, gik vi hen til en ”gammel” rede hvor æggene var ved at udklækkes. Alle de bittesmå skildpadder blev samlet i en stor balje og vi gik ned mod stranden. Inden vi slap dem løs, fik vi hver især lov til at holde en og navngive den og ønske den held og lykke. Min blev naturlivis døbt Ebbe. Det var helt vild som skærke de var taget deres lille størrelse i betragning. Uden menneskelig indblanding er det mindre en 2% af skildpadderne der når at blive gamle nok til selv at kunne lægge æg. Der er mange fantastiske historier at fortælle om havskildpadderne, bl.a kommer de altid tilbage til netop den ø hvor de selv blev udklækket fra for at ligge deres egne æg. De kan svømme rundt i de store verdenshave flere 100 km væk fra stranden, og kommer kun tilbage den ene gang for at ligge deres æg – hvordan de finder tilbage forstår jeg ikke.. Nå men da vi alle have døbt vores skildpadde blev de ellers sluppet løs, og afsted gik det ned mod stranden. Det var fantastisk at stå og se de ca 200 skildpadder alle bare spurte afsted mod vandet som galt det livet – og det gør det jo rent faktisk. Vi blev fulgt tilbage til hytterne derefter og på vejen kunne vi se og høre at endnu en skildpadde var igang med at lægge hendes æg lidt længere nede af stranden. En super god dag.

 

Næste dag gik det efter morgenmaden retur til Sandakan hvorfra en anden båd ventede på at tage os ind midt i Borneos regnskov. Vi sejlede i lidt over 2 timer ad den store flod Kinabatangan til vi ankom til ”byen” Sukau – og til Sukau Rainforrest Lodge. Det var et fantastisk sted Tina havde fundet. Selve hytterne var ikke vildt luksus som sådan, men stedet var bare så charmerende og havde en perfekt afslappet atmosfære. En time efter vores ankomst lod det til at hele personalet kendte vores navne. Når man bor på Sukau Rainforrest Lodge er det ”all inclusive” da der ikke er nogle steder at gå hen og spise.. Så hver gang der var måltider blev der ringet på en stor gong gong – og så kunne man gå  til bords iført sig den sarong man havde fået udleveret. Ellers var det naturligvis safari turene op langs floden der var dagenes højdepunkter. Vi så masser af fugle; de flotteste is- og næsehornsfugle. Vi så krokodiller, kæmpe varaner, slanger og kom lidt for tæt på de vilde elefanter der stod ved floden og drak.

 

 

 

 

 

 

Vi så de meget anderledes og sky næseaber – det er et mærkligt dyr. Hannen får ofte så stor en næse at den må fjerne næsen fra munden når den skal spise... Desuden lever den af de blade som man bruger til at lave viagra piller med – med det resultat at den render rundt med en ”stiffy” konstant !!! Totalt yndlingsdyr.

 

 

Opholdet på Sukau Rainforrest Lodge står som en af de bedste nogenside. Stedet var så afslappende og charmerende, og oplevelserne og naturen så fantastisk.

 

 

Efter et par dage var det desværre tid til at sige farvel og vi sejlede tilbage til Sandakan. Her indlogerede vi os igen ude ved Orangutang Centret og tog igen ud for at se om vi kunne få endnu et glimt af orangutangerne. Vi var heldige og så en STOR hun med sin lille unge.
 
Næste morgen tog vi bussen tilbage til Kota Kinabalu hvor vi lige akkurat nåde at bestille en flybillet videre til Brunei, samt at booke et ophold på den nærliggende Manukan Island, inden den sidste båd afgik. Vi fik først en hytte midt på øen, tæt ved restauranten og stranden, men var ikke helt tilfreds med den – så dagen efter fik vi byttet hytten ud med en anden der lå oppe ved klipperne, noget længere væk, men tilgengæld med en lille balkon med en fantastisk udsigt – skønt.

 

 

 

 

Vi tilbragte de sidste 5 dage på Manukan med at sole, bade og ikke mindst snorkle. De første par dage var der hel utrolig god snorkling – direkte fra stranden vrimlede det med fisk. Desværre holdt vejret ikke, så sigtbarheden var væsenligt dårligere de sidste dage. Der kom mange dagsturister ud til øen, så fra kl. 11-14 kunne den godt være lidt crowded, men ellers har der max været 20-25 overnattende gæster, Herligt. En af dagene tog vi ind til Kota Kinabalu for adspredelsens skyld og for at proviantere.

 

Da vi flyttede fra den ene til den anden hytte, fulgte der en ”privat vagthund” med. På samme på trappen op til vores hytte lå Olfert ofte. Olfert var en lille men meget farvestrålende slange som lå og solede sig foran hytten når vi kom hjem. Da vi så den sidste dag skulle op for at hente vores bagage, snakkede vi om at vi lige skulle nå at sige farvel til Olfert.. Vi blev temmelig forskrækket da vi kom op til trappen og så at Olfert var væk, og istedet lå en anden slange – magen til den farlige giftslange vores guide tidligere havde vist os i Sukau.. Shit tænkte vi – den der skal vi ikke lege med.. Men den blev bare liggende da vi forsigtigt nærmede os.. En lokal kom forbi, og inden han nåede at forstå hvad vi prøvede at advare ham imod, var han vadet lige forbi den! OK, hvis han kan, så kan vi også, så jeg måtte lege modig mand og træde henover slangen.. Det lykkedes og det lykkedes næsten også Tina at gå forsigtigt forbi.. Da vi skulle ned igen var den væk, så vi nåede aldrig at sige farvel til den eller Olfert.