Udskriv
Min rejse side - gå til forsiden
SENESTE REJSER:

Australien - nov 2023

England - nov 2023

Italien - okt 2023

San Marino - okt 2023

Israel - sep 2023

Beograd - sep 2023

Stockholm - juli 2023

Gdansk - juli 2023

KOMMENDE REJSER:

Thailand - feb 2024

Laos - feb 2024

Cambodia - feb 2024

Bilbao - mar 2024

Færøerne - april 2024

Berlin - juli 2024

Portugal - juli 2024

Usbekistan 2014

 
Usbekistan tiltrækker efterhånden en del turister der, ligesom mig, gerne vil opleve de gamle handelsbyer på Silkevejen; Bukhara og især Samarkand. Landet opnåede (igen) sin selvstændighed i 1991 efter at have været en del af Sovjetunionen.


TASHKENT:

Min rejse rundt i landet startede i hovedstaden Tashkent, som faktisk også var en by på den gamle silkerute mellem Kina og Europa. Jordskælv, krige og den russiske invasion gør at der ikke er så mange levn fra dengang. Byen er i dag et mix af morderne kontorbygninger, hoteller, parker og ikke mindst faldefærdige bygninger fra sovjettiden.

I bilen på vej fra lufthavnen til mit hotel sidder jeg i mine egne tanker og kigger på de faldefærdige bygninger langs vejen. I det samme vender min guide sig om og siger: ”This is a great are isn´t it”? Øøøhhh jeg håber landet har mere at byde på tænke jeg! Men nøjedes med at nikke og svare ”yes – very nice”.
 

Første stop på min tur rundt i byen var ved Khast Iman-pladsen i den gamle bydel.


Her findes den tidligere koranskole Barak-Khan-
madrasahen, hvor den ældste håndskrevne koran 
opbevares, og Tillya Sheikh-moskéen; en af de største
moskéer i Tasjkent. 
 

De fleste af de gamle madrasaher er opdannet til små
souvenirbutikker der sælger al salgs håndværk – men 
især tæpper behøver man ikke løbe tør for! 
 

Har man ikke råd til at åbne en butik, kan man da bare fylde et lad med vandmeloner
og parkere vognen langs vejen mens men læser dagens avis i skyggen af et træ.


Chorsu Bazar er byen centrale marked hvor der handles alt fra krydderier, cd´er
tøj og dagligdagsvarer. Markedet er Centralasiens største og ældste marked og har
ligget på samme plads i over 2.000 år!
 

Skulle jeg åbne en bod her – ville jeg sælge guldtænder. Det er godt nok mange
der har bisser med et sæt af guld.
 

Lige ved siden af Chorsu Bazar ligger den gamle koran skole: Kukeldash Medressa.
Denne koran-skole fra 16oo-tallet er en af de bedst bevarede i hele Centralasien
og en af de eneste der stadig er aktive i dag.


Vi lagde også vejen forbi Uafhængighedspladsen, et større
område/kompleks der
repræsenterer Usbekistan genfødsel
som en uafhængig stat. Pladsen gennemgik
en større
renovering i 2006, og rummer en masse statuer, mindes-
mærker
og også en del administrative bygninger. 
 

Her en statue af en sørgende mor der sidder og kigger ned på en evig flamme til
minde om dem der mistede livet i kamp under 2. verdenskrig.
 

Et stop med metroen bringer dig fra Uafhængighedspladsen til Amir Temur Square,
som er byens oprindelige centrum hvorfra byens hovedfærdselsåre går ud til hele
landet. Pladsen har skiftet navn mange gange igennem historien og det samme har
statuen der pryder pladsen. Pladsen blev bygget i 1870 og hed dengang Constantine Sq.
Siden da har både Free Workers (1917), oktoberrevolutionen (1927), Stalin (1947),
Karl Max (1968) haft sit ’hjem’ her. Siden 1993 har landsfaderen Amir Temur fået
lov til at stå her.
 
Temur Lenk blev født i 1346, og skulle blive en af eftertidens største hærførere.
I Usbekistan er der næsten en religiøs dyrkelse af ham, og han betragtes som
Landsfaderen. Man finder flere statuer af Timur Lenk rundt omkring i landet.

I hans levetid forvandlede Usbekistan sig fra at bestå af det nuværende Usbekistan
og dele af Afghanistan og Pakistan til et af de største riger i verdenshistorien, og
det må være derfor, de er så begejstrede for ham. At de fleste historikere udenfor
Usbekistan betragter ham som en af verdenshistorien største tyranner, der var skyld
 i mindst 20 millioner menneskers liv, og sidestiller ham med folk som Mao, Hitler og
Stalin, betyder mindre for usbekerne.
 

Hotel Uzbekistan er et kæmpe hotel fra sovjettiden og i dag bruges det mest til
turister, store delegationer og sportsfolk – langt de fleste usbekiske gæster.  
 
Forretningsmiddag i Tashkent; ejeren til højre, hendes to yndige assistenter til
venstre og så min lokalguide for bordenden. 
 

Næste morgen tog jeg lyntoget fra Tashkent til Samarkand - et af de absolutte
højdepunkter på den tidligere silkerute.
 

Afrosiyob, som toget hedder, tilbageligger de 344 kilometer mellem Tashkent og
Samarkand på omkring 2 timer. Topfarten er 250 km/t og derfor en yderst
bekvemmelig måde at komme hurtigt mellem de to byer.
 
 
 
SAMARKAND:
 
Samarkand er den næststørste by i Usbekistan med ca. en halv million indbyggere. Det er en af verdens ældste byer og den ældste i Centralasien. Byen havde sin storhedstid i middelalderen, og var stedet, hvor handelskaravaner fra Indien, Persien og Kina mødtes langs Silkevejen. I 2001 blev den føjet til UNESCOs Verdensarvsliste.

I 1220 blev Samarkand langt i ruiner af Genghis Khan. Byen så efterfølgende en opblomstring under Timur Lenk, som gjorde Samarkand til hovedstad i hans imperie i 1369, og forvandlede Samarkand til en arkitektonisk perle med store bygninger dekoreret med flerfarvede mosaikker.

Hans barnebarn Ulugh Beg (1394-1449) gjorde Samarkand til et intellektuelt center med storslåede madrassaer, muslimske skoler, hvor der undervistes i astronomi, matematik, medicin, religion mm.
 
 
 
 
 
 

Så blev det tid til frokost, her på en lokal restaurant. Maden er en god blanding
af mad fra mellemøsten; kebab og kylling og ris – tilsat lidt russisk kål og kartofler. 
 

Mine to 'partners in crime' gennem Usbekistan, min chauffør til venstre og min
guide til højre, Marak. Meget søde mennesker – begge to.
 
Herefter tog vi hul på selve sightseeing-delen; første stop var med Temur Lenks
mausoleum.  
 
 
Lidt historielæsning om Temur Lenk som sammen med Djengis Khan, er de mest magtfulde hærfører Asien har haft:

Temur Lenks plan var at genskabe Djengis Khans mægtige rige. Først startede han med at myrde sin rival til magten, sin kones bror, og tvang derefter enken til at gifte sig med ham. Da hendes aner kunne føres tilbage til Djengis Khan fik han således opbakning blandt stammerne i regionen.

Som 34 årig lod han sig krone som kejser af Chagatai, og nu startede planen for alvor med at udvide riget - det gik først udover Afghanistan, Iran og Irak. På hans hærgen fremad blev afgrøder brændt af, vandingskanaler ødelagt og soldaterne fik til opgave at skaffe sig afhuggede hoveder. Rygterne om hans brutale fremfærd spredes hurtigt, og han kunne derfor uden kamp indtage Bagdad og Tbilisi ved Det Kaspiske Hav. Guld, sølv og marmor blev ført tilbage til Samarkand.
 
Næste mål for Temur Lenk var Delhi, som hverken Alexander den Store eller Djengis Khan formåede at indtage. Med 90.000 soldater drog han af sted mod Delhis, hvor den indiske hær med dens elefanter ventede. Timur Lenk overkom tilsyneladende elefanterne ved at binde brænde fast til sine egne kameler for derefter at sætte ild til dem. Kamelerne styrtede i panik frem mod elefanterne, der instinktivt drejede rundt og flygtede gennem rækken af egne soldater, som således blev trampet ihjel. Dermed kunne Temur Lenk indtage Asiens rigeste by, og da han nogle dage senere forlod Delhi for at bringe skattene til Samarkand, stod pyramider bygget af mere end 100.000 afhuggede hoveder tilbage som minde om hans visit!

Senere samlede han igen sin hær, og de drog mod vest til det Osmanniske Rige. Grusomhederne nåede nye højder, da Timur undervejs indtog Damaskus i Syrien og lagde byen i ruiner. Fremme ved Ankara valgte mange af Sultan Bayazids soldater med det samme at desertere til Timur Lenk, mens andre af sultanens tropper tog flugten. Ankara var indtaget, og sultan måtte ifølge legenden tilbringe resten af sit liv i et lille bur, som blev transporteret rundt på Timur Lenks togter.

Af frygt for noget lignende erklærede både Egypten og Syrien deres uforbeholdne loyalitet til Temur Lenk, og selv de europæiske konger begyndte at ryste i bukserne. Heldigvis for dem havde Temur Lenk andre planer; han ville erobre Kina. Det blev dog starten på enden, da han i efteråret 1404 satte en hær på 200.000 soldater af sted mod Kina. Timur Lenk blev ramt af lungebetændelse, og selvom de bedste læger blev tilkaldt, kunne de ikke stille noget op, og nogle måneder senere døde han og blev ført til Samarkand i det mausoleum, han selv havde opført. 
 
Registan Pladsen 
 
Registan Pladsen er Samarkands hjerte, og jeg må indrømme at jeg ved ankomsten
til pladsen fik en af de der ’rejse-wow-oplevelser’ jeg får når jeg står foran en af
klodens helt store seværdigheder! 
 

Registan Pladsen er omkranset af tre madrassaer der vender ud mod det samme torv.
I de tre madrassaer blev unge mænd undervist i islam, matematik, sprog mm, og
pladsen er efterhånden ikke blot Samarkands, men hele Usbekistans vartegn. Det
er uden tvivl noget af det smukkeste arkitektur jeg har set, og Registan Pladsen
er naturligvis også at finde på UNESCO liste over verdensarv. 
 

Mod vest ligger Ulughbek-madrassaen, der er den ældste og bygget i 1420 af astro-
nomen og videnskabsmanden Mirzo Ulughbek (som var barnebarn af Timur Lenks).
Ulughbeks madrassa består af undervisningslokaler og sovesale til de studerende
samt en stor moske. Her underviste Ulughbek selv i bl.a. matematik, astronomi og
astrologi. Over for Ulughbek-madressaen ligger Sher Dor-madrassaen fra 1636 og i
midten Tilla-Kari-madrassaen bygget i 1660.
 

En madressa er en toetagers bygning omkring en gårdhave. Ud mod gårdhaven er
der i stueetagen små rum, der har været brugt til værksteder og undervisningslokaler
for koranskolens elever.
 
 

For blot 100 år siden var det kamelkaravanerne der gjorde stop her i Samarkand,
og købmændene bredte deres varer ud på tæpper foran Registan Pladsen i håbet
om at gøre en god handel
 
 

I dag er kamelerne erstattet af biler, og kunderne er nu mest turister som kommer
for at købe kunsthåndværk og håndknyttede tæpper udarbejdet efter århundreders
traditioner. Men det er stadig et sted der emmer af 1001-nats eventyr.

Bibi Khanuns Moské:
 

Bibi Khanuns Moské er den største kuppelmoské i Centralasien.
Temur Lenk opførte bygningsværket efter hans togt i Indien og
ønskede at bygge en moské til brug for fredagsbøn i Samarkand.
Arkitekterne, håndværkerne og malere brugte kun 5 år på at
bygge denne moské.
 
Moskéens ydre vægge er 167 meter høje og kuplen i selve moskéen nåede 40 meter.
Selve indgangen her til området er 35 meter høj.
 
 

Moskéen blev færdigbygget på blot 4 år mellem 1399-1404,
men helt symbolsk gik moskéen langsomt i forfald efter
Temur Lenks død i 1405. Man mener at man måske fik
bygget moskéen lidt for hurtigt dengang, og i 1897 kollapsede
store dele af moskéen under et jordskælv. Man er så småt
begyndt på at restaurere på moskéen men der er vist langt vej igen…
 
 

Selvom moskéen kun er en skygge af hvordan den engang så ud – så er det ikke
svært at blive imponeret over dens størrelse 

 

Herfra var der en kort gåtur til gravmonumenterne Sacha I Zinda hvor dagen gik
sin vanlig gang og børnene spillede fodbold op ad muren.
 

Gravmonumenterne i Sacha I Zinda eller Shohi Zinda ligger
langs denne trappe op ad en skråning. Her ligger flere mausoleer
som er opført fra slutningen af 1300 og helt frem til 1800-tallet.
Alle er forskellige i udsmykning og størrelse, men alle er smukt
dekoreret både udvendigt og indvendigt.
 

En smal korridor bringer en ud til en større begravelsesplads….
 

..og på toppen af skråningen findes den moderne kirkegård, der ledte mine tanker
hen på 
filmen ’Den Sjette Sans’ - I see dead people.
 

I baggrunden kan anes Registan-pladsen og Fredagsmoskéen.
 

Endnu et herligt vejskilt. Læg mærke til de hvide skilte hvor der
står noget forskelligt med stort, men teksten nedenunder er
ens – dog vender pilene i forskellige retninger – jeg er forvirret!
 

Da min hotel lå et slagskud fra Lenk Temurs mausoleum, så nød jeg dagens sidste
timer der.
 
 
 

Sidste aften i Samarkand inviterede min chauffør os hjem til ham for at spise i hans
lille gårdhave. Han og konen lavede mad til os og vi havde en hyggelig aften sammen.
 

Som det hører sig til kom der naturligvis også lidt vodka på bordet. Det var en
super hyggelig aften (om end den i den efterfølgende nat og morgen sendte mig
til tælling med en ’centralasiatisk racer-mave’..)
 
 
 
BUKHARA:
 
Bukhara er ligesom Samarkand en af de ældste byer i verden, og er en anelse mindre end Samarkand i henhold til indbyggere – men den virker til gengæld meget mindre end det. Byens centrum er også optaget på UNESCOs verdensarv liste.
 
 
 

Der er masser af lokalt liv omkring pladsen; et bryllupspar får taget billeder foran
madrasahen, mens nogle mænd spiller et lokalt brætspil.
 

Det er små caféer hvor man kan få lidt sød the eller en vandpibe.
(en kold øl? – no so much!).
 

Bukhara er på mange måder som at træde 1.000 år tilbage i tiden, den gamle
bydel er helt fri for biler og man føler næsten man går rundt i et udendørs
museum.
 

I 1500 år var Silkevejen verdens vigtigste handelsrute. Det var først og fremmest
silke, krydderier, te, porcelæn og papir kineserne ønskede at eksportere til Europa.
I modsat retning medbragte de handlende guld og sølv, safran, ferskner, meloner
samt vin og senere glas m.m. med til Kina. Men informationer og viden var også
vigtige ”handelsvarer” og langsomt bredte islam og forskellige sprog sig over området.
 

Karavanerne, som kunne tælle op mod 1000 dromedarer, gik
ikke hele vejen fra Kina til Middelhavet. Typisk flyttede man
varer mellem nogle få byer og boede undervejs i de små
(lands)byer, hvor man kunne hvile ud og få friske forsyninger
til næste etape.  De fleste karavaner foretrak at flytte sig om
 natten, så havde ørkenrøvere sværere ved at finde karavanerne
og desuden var det køligere. 
 

Rigdommene langs silkevejen - eller silkevejene, for der var flere ruter - skyldtes
først og fremmest den handel der foregik undervejs. For hver gang en vare blev
handlet undervejs steg prisen og hver gang blev der betalt skatter til byerne.

Jeg tror at mange der rejser til Usbekistan, glæder sig mest til Samarkand, men,
igesom mig, synes at Bukhara er en endnu større oplevelse – primært fordi byen
virker meget mindre og at de stille og roligt kan slentre rundt i den gamle bydel
og fare vildt (på den gode måde).
 

Der findes enkelte større hoteller, men langt det hyggesligste er at bo i gamle huse
og madrasser der er lavet om til små guesthouses som dette hvor jeg boede.
Faciliteterne er små – men charmen, placeringen og det autentiske opvejer det
til fulde.
 
 
KYZYLKUM-ØRKENEN:
 
Turen fra Bhukara til Khiva er en køretur på ca. 450 km gennem Kyzylkum-ørkenen.
Da man først kom ud af Bukharas forstæder med forurenende industriområder fra
sovjettiden og dertilhørende trøstesløse barakker (noget af en kontrast til Bukharas
smukke bygninger!) – var der ikke meget adspredelsen i det flade ørkenlandskab.
 

I sin a/c bil kunne man så benytte de 6-7 timer til at sidde og tænke på hvordan
karavanerne har brugt uger på at krydse dette barske landskab på deres kameler.
 

Den lange køretur gennem den (til tider) røde ørken ledte mine tanker hen på en
køretur gennem Australiens outback mange år tidligere - dog uden kænguruer!
 
 
KHIVA:
 
Khiva var hovedstaden i Khiva-Khanatet der eksisterede i perioden 1511-1920 og inkluderede det vestlige Usbekistan, det sydvestlige Kasakhstan og det meste af Turkmenistan.

1 1873 blev Khiva et russisk protektorat, og i forlængelse af den russiske revolution oplevede Khiva selv en revolution og gik i 1920 fra Khiva-Khanatet til Khorezm People´s Soviet Republic. 4 år senere var området en del af Sovjetunionen.

I dag ligger byen på grænsen til Turkmenistan i et frugtbart delta, og er opdelt i
to byer – den gamle del inden for ringmuren og den moderne udenfor.
 

Den 10 meter høje og 6 meter tykke mur løber hele vejen rundt om den gamle by
- ialt 6 km.
 
 

Itchan Kala er byen der ligger inden for bymuren og var den første seværdighed
der kom på UNESCOS verdensarv liste i 1991....
 

...og når man går gennem de smalle gader i den gamle by kan byen virke som et
udendørs museum.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

En af de lokale øl; Sarbast smager ganske udemærket - især oven på en lang og
varm dag.
 

Endnu en middag i godt selvskab med lokalguide og chauffør. Fantastisk at sidde
udenfor kl. 21 om aftenen i 25 grader.
 
Næste dag skulle jeg naturligvis skulle jeg op i den 44,8 meter høje Islam Khoja
minaret, den næsthøjeste i Usbekistan der ses i baggrunden.
 

Den vakkelvorn trætrappe med høje og ujævne trin er rund som en prop-
trækker og ekstrem smal, så to personer dårligt kan passere hinanden. Meget af
opstigningen foregår desuden i fuldstændigt mørke!!

 

Men anstrengelserne betalte sig, for udsigten fra toppen var enestående. 
 

Går man lidt væk fra hovedstrøgene, kan man se hvordan den lokale befolkning
bor i de støvede gader.
 

Der var store forsyninger af vand - dagstemperaturen her i august måned lå også
tættere på de 40 end 30 grader..
 

Er du til historie og unikke kulturoplevelser uden (en masse) andre turister og
tænder du på de 3 M´er: Moské, Minaret og Mausoleum så må du ikke snyde dig
selv for en tur til Usbekistan.
 

Her på min sidste dag i Usbekistan fejrer jeg mit ”60.-rejselands-jubilæum” med en
god espresso i passende eventyrlige omgivelser og gør mig mentalt klar til næste
dags nummer 61 – Turkmenistan.