Zimbabwe 2002

 

Zimbabwe, fra Victoria Falls til Johannesburg i Sydafrika, var sidste etape på vores rundrejse i det sydlige Afrika i 2002. Zimbabwe var/er meget præget at uro, og i dagene vi var der blev bla. alle britiske borgere opfordret til at forlade landet! Denne sidste del af turen, gennem Zimbabwe, blev dog gennemført. Vi lagde ruten lidt om og undgik de større byer.

 
Det var tydeligt at se at det er et land i forfald, og de mennesker vi snakkede med (primært hvide) var forfærdet over at se hvad Mugabe gør ved landet.. Inflationen er løbet løbsk og ingen bruger banker når der skal veksles penge. På gaden får man mere end 10 gange så meget for sine USD end man gør i banken!! Når vi skulle købe suvenirs på markederne ville sælgerne ikke have Zim. Dollars de ville hellere bytte deres varer til sokker/håndklæder/kuglepenne etc.

Vi havde nogle fantastiske oplevelser i Zimbabwe, og mange af dem står højt på listen over mest mindeværdige rejseoplevelser. Her er hvad vi skrev i vores dagbog om dagene i Zimbabwe:

 
Dag 23
En lang køretur fra Maun i Botswana til Vic. Falls i Zimbabwe. Efter en hektisk ankomst til Vic. Falls fik vi vekslet penge – et værre cirkus, da der er kæmpe forskel på den kurs du får i banken og den du får på gaden, så med Gavins hjælp fik vi ca. 10 gange så meget for vores USD som vi ville have fået hvis vi var gået i banken.. Vi fik desuden arrangeret rafting på Zambizi floden til den efterfølgende dag. Efter at have sat telt op, gjorde vi os klar til fælles middag på det berømte og eksklusive Victoria Falls Hotel. Da de fleste af turens deltagere slutter deres rejse her i Vic. Falls var det vores sidste middag sammen alle sammen. Vi fik en overdådig buffet med alt hvad hjertet kan begære - og lidt til, bla. struds og krokodillehale.

 

Dag 24.
Da Tina selvfølgelig skulle få migrene idag, valgte hun at springe fra raftingen og vi tilbragte dagen hver for sig. Tina tullede lidt rundt i byen, besøgte et par af byens hoteller og plejede ellers sig selv.
For Michael derimod blev dagen noget mere ”hektisk”. Blev hentet kl. 7 og kørt over grænsen til Zambia, hvorfra raftingen startede. Efter en kort instruktion blev vi i bogstavligste forstand kastet ud i det. Raftingen på Zambezi River regnes for en af de vildeste/sværeste og er kategoriseret som "grade 5" - hvor 6 er max, men ikke tilladt til kommercielle raftingture. Allerede på det første af de ialt 21 såkaldte rapids gik det op for os at dette ikke var for børn.... Vi kom åbenbart forkert ind i den rapid, og i løbet af 0 sek. havde floden vendt bunden i vejret på båden og vi blev alle kastet afsted i alle retninger. Jeg fik hurtigt fat i rebet på båden og fik hevet en af de andre ind til den også. Imens blev sko, årer og båd og de andre kastet rundt. Da vi/båden endelig var kommet ud af rapid'et havde de fleste fat i båden igen, og vi fik vendt båden om og blev hevet om bord igen. Vi var alle mere eller mindre i chok, og dem der ikke havde prøvet det før troede at deres sidste dag var kommet. Vi fik ikke meget tid til at sunde os for de næste rapids ventede kort efter. Dem overlevede vi uden problemer, men ved rapid nr. 5 blev fem af os (mig inkl.) igen kastet ud af båden. Igen fik jeg hurtigt fat i båden og alle blev straks efter halet ind. Herefter gik det helt fint og først ved det næstsidste rapid måtte to igen ufrivilligt forlade båden.
Alt i alt var det en kanon oplevelse - som i nok skal høre mere til og se video fra. Jeg ville gerne gøre det igen hvis det ikke lige var for de 100 USD. Det var vildt ærgelift at Tina ikke kunne komme med, men jeg tror nu ikke hun ville havde syntes om de første 20 minutter....!
Tilbage på campingpladsen mødtes vi to igen, og gik ud og spiste. Mens Michael havde raftet havde Tina byttet teltet ud med en hytte, så vi skyndte os hjem for at kunne sove i en rigtig seng.
 
Dag 25.
Efter at have spist fælles morgenmad på Vimpys, var det endelig tid til at se selve Vic. Falls på næmeste hold. Det kan ikke beskives - og det er så storslået at man ikke kan fange det på billeder. Faktisk er det også svært at danne sig et overblik over det 1.8 km brede fald, så vi besluttede os for at se det fra oven... Vi tog derfor til Zambia hvorfra man kunne komme op og flyve med en såkaldt microlight flyver. Dette er faktisk bare en drageflyver med motor, og kun plads til piloten og en passager. Så mens Tina først tog turen på de 15 min. ventede Michael på at det skulle blive hans tur. Ubeskriveligt og absolut et af turens hoejdepunkter...

Tilbage i Zimbabwe gik resterene af gruppen ud og spiste og derefter på natklub.
Der er nu den 28. jan om morgenen og vi venter på at starte den sidste etape ned gennem Zimbabwe. Ud af de 21 personer vi startede er vi nu kun 6 tilbage, så det blive en lille sluttet kreds den næste uge. Vi ved ikke hvornår/om vi igen kan maile, men får vi chancen gør vi det selvfølgelig.

Mere tekst følger snarest...
 
Hvis du vil læse om turen første 22 dage kan du starte her.